Arbejdsmiljø og Trivsel
For Museum Sydfyn
Oversigt i alfabetisk rækkefølge
Affaldssortering
Vi skal sortere affaldet. Papir, og kun papir, skal i papirkurvene.
Plast, madrester, slikpapir m.m. lægges i affaldsspand med plastpose.
Øvrigt affald sorteres ligesom du gør til storskrald derhjemme (metal, flasker, hård plast, elektronik m.m. Der er kasser til alle disse typer affald i Hundehuset. Spørg din leder, hvis du er i tvivl.
Alkohol
Alkohol nydes kun ved særlige lejligheder. Beruselse vil medføre hjemsendelse. Beruselse gentagne gange KAN medføre afskedigelse.
Arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøet skabes af alle, der udfører arbejdsopgaver på/ved museet; både ansatte og frivillige. Skabelsen af et godt arbejdsmiljø udvikles i gensidigt forpligtende og respektfulde relationer baseret på ordentlighed i såvel handling som kommunikation. Vi er forskellige og netop dette ser vi som en styrke, der skal behandles med respekt og værdighed.
Vi vil sikre et godt arbejdsmiljø i vores daglige drift. Vores mål er at udvikle og fastholde et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så medarbejderne trives, og så ingen bliver syge eller føler sig utrygge eller dårligt behandlet i arbejdet.
Vi forventer, at du som medarbejder og frivillig deltager i samarbejdet om sikkerhed og et trygt arbejdsmiljø. Du har pligt til at overholde og efterleve forskrifter. Du kan altid kontakte din arbejdsmiljørepræsentant med spørgsmål og som frivillig den museumsansatte (afdelings)leder, som det frivillige arbejde er tilknyttet.
Du kan læse nærmere herom i arbejdsmiljøpolitikken i blanketten til højre.
Arbejdsmiljøudvalg/ Lokalt SamarbejdsUdvalg
Som en mindre arbejdsplads har Museum Sydfyn valgt, at arbejdsmiljøudvalget er sammenfaldende med LSU (Det Lokale SamarbejdsUdvalg). Udvalget består af 2 valgte arbejdsmiljørepræsentanter, 1 repræsentant for udearalerne og 2 ledelsesrepræsentanter. Kontaktoplysninger findes på museets interne drev. Her kan du også finde mødereferater.
Blandt udvalgets opgaver er at tilse processen i forbindelse med udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger (APV) og skemaer til MedarbejderUdviklingsSamtaler (MUS), samt fastsættelse af plan for de årlige lønforhandlinger.
Arbejdsro
På museet har vi ofte travlt og mange sidder med arbejdsopgaver, der kræver fordybelse og sammenhængende tid. Hav derfor respekt for dine kollegaer ved at:
- Respektere hvis døre er lukket eller mødeskilte hængt på døren
- Saml dine spørgsmål til din kollega/kontaktperson således vi ikke forstyrrer for ofte
- Tænk på, at mange kontorer er delekontorer og/eller gennemgangskontorer
- Tjek kalenderen for den du søger før du spørger en kollega
- Hold pause med dine kollegaer og lad hyggelig småsnak blive del af et hyggeligt samvær – og undgå forstyrrelser på andre tidspunkter. Det der passer den enkelte kan være meget frustrerende/forstyrrende for en anden
- Respekter at snak på gangene er op og ned ad gode kollegaers kontorer
- Private samtaler holdes privat (fx læge eller andet) – det er ofte ubekvemt at overhøre kollegaers private samtaler
- Brug så vidt muligt din kalenderfunktion til markering af alle møder og øvrige aftaler i almindelig arbejdstid. Disse bør hhv. deles med overskrift og placering for arbejdsaftaler og markeres som privat/fraværende for private aftaler. På den måde sikrer vi at reducere forstyrrelser af kollegaer.
Arrangementer
- Hvert år afholdes der en udflugt for personalet fra de tre afdelinger.
- Der afholdes også en udflugt for museets mange frivillige.
- Til jul afholdes en julefrokost.
Gavekasse
Vi har en gavekasse, som stabsfunktionen bestyrer. Det koster 10 kr./md. at være med i den. Gør det så nemt som muligt og indbetal for hele året – kr. 120 – i januar enten kontant eller via MobilePay 2076 6845
Grøn profil - Green Attraction
Svendborg Museum og Danmarks Forsorgsmuseum er certificeret som Green Attraction i april 2023 – som de første museer på Fyn.
Green Attraction-certificeringen betyder, at de to museer overholder kriterier både i forhold til bæredygtighed og i forhold til, hvordan vi inddrager gæster, leverandører, frivillige og personalet i arbejdet.
Der arbejdes på at få Ærø Museum certificeret som Green Attraction.
Læs om Green Attraction på Danmarks Forsorgsmuseum og Green Attraction på Svendborg Museum.
Intern Kommunikation
Der sker utroligt mange ting på kryds og tværs i afdelingerne. Det vigtigste forsøger vi at dele på møder og i nyhedsbreve. Hvis du gerne vil holde dig ajour, finder du referaterne på museets drev og alternativt på opslagstavler i hhv. Svendborg og Ærøskøbing. Møderne omfatter
- Bestyrelsesmøder 4 x årligt, hvor den valgte medarbejderrepræsentant også deltager.
- Ledermøder afholdes hver 3. uge med deltagelse af afdelingslederne og direktøren.
- Afdelingsmøder, hvor afdelingslederen inviterer personalet en gang om måneden
- Personalemøder, hvor personalet plus en repræsentant fra Byhistorisk Arkiv deltager. Afholdes ofte efter bestyrelsesmøderne. Der er ca. 6 møder årligt.
- Lokalt SamarbejdsUdvalg (LSU) har ansvaret for sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejdet. Udvalget mødes 4 gange årligt.
Rengøring
Rengøring deles mellem Teknisk afdeling og butiksværterne. Ændringer forekommer ved særlige arrangementer, ferie og sygdom:
- Teknisk afdeling står for rengøring af kontorbygningen og for gulvene i nord- og sydfløjen. Det sker som hovedregel efter følgende plan:
- Mandag: Gulve i udstillinger
- Onsdag: Administrationsbygningen
- Fredag: Administrationsbygningen
- Museumsværten rengør billetsalg og butik, toilet og håndvask i udstillinger samt tørrer støv af m.m. i selve udstillingerne.
Du kan hjælpe ved at sørge for, at vi kan komme til med støveklud og støvsuger: Ryd op på dit skrivebord, flyt bunkerne fra gulvet osv., dagen inden den planlagte rengøring.
Rygning
Museet er røgfrit. Dog er det tilladt at ryge i de afmærkede områder.
Samvær - mobning/ seksuel chikane
På Museum Sydfyn accepterer vi ikke mobning. Museets ledere har, gennem aktiv og tydelig kommunikation, ansvar for at forebygge, at mobning opstår. Lederne har også ansvar for at gribe hurtigt og konsekvent ind over for episoder, eller mistanke om episoder, af mobning eller anden krænkende adfærd.
Alle, både medarbejdere og frivillige, har pligt til at sige fra over for krænkende adfærd og mobning – både som den, der oplever at blive mobbet, og hvis man er vidne til det. Man kan efter omstændighederne ligeledes have pligt til at forsøge at løse situationen sammen med en leder eller arbejdsmiljørepræsentant
Socialt ansvar
Vi ansætter medarbejdere i fleksjob, virksomhedspraktik og løntilskud, hvor muligt og relevant, og tilfører såvel den enkelte som Museum Sydfyn værdi.
Trivsel og arbejdslyst (APV)
Din trivsel er vigtig for os, og derfor gennemfører vi med jævne mellemrum en undersøgelse om, hvordan du oplever din arbejdsplads. Vi håber meget, at du vil hjælpe det gode arbejdsmiljø på vej ved at svare på trivselsundersøgelserne. Når du svarer, skal du alene tage udgangspunkt i din egen situation i forhold til spørgsmålene. Besvarelserne er naturligvis anonyme.
Whistleblowerordning
I vores whistleblowerordning kan medarbejdere, praktikanter, frivillige og udvalgte øvrige interessenter foretage indberetning af alle alvorlige forhold, der vedrører museet. Du kan indberette via hjemmesiden, hvor du også kan læse den fulde whistleblower politik.
Det er en medarbejderrepræsentant (Lokalt SamarbejdsUdvalg), der sammen med museets direktør og museets bestyrelsesformand screener de anonyme indberetninger med henblik på videre håndtering og sikring af habilitet i sagsbehandlingen.