VIKING på ny maritim ekspedition

VIKING, museumsskibet fra Svendborg Museum, stævner igen ud på ekspedition rundt i Danmark. Der er afgang fra Svendborg den 21. august og under titlen ”I SAMME BÅD” besøger VIKING en række levende og genoplivede maritime kulturmiljøer i syv danske byer. Formålet er at undersøge et centralt spørgsmål: Hvad kan vi bruge søfartshistorien til i dag?

På jagt efter de gode eksempler
Med projektet ”I SAMME BÅD” sætter Svendborg Museum fokus på de steder og initiativer, hvor den maritime kulturarv bruges til at skabe værdi her og nu. Det kan være gennem læring, fællesskab, trivsel, håndværk eller grøn omstilling.

Projektet handler om at åbne historien og gøre den tilgængelig for flere. Om at skabe læring, oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og lokalsamfund. Ombord på VIKING mødes generationer for at sejle skibet frem, og i løbet af ekspeditionen besøger VIKING blandt andet Korsør, Holbæk, Anholt, Læsø, Løgstør, Ebeltoft, Middelfart og Faaborg.

Her møder vi lokale aktører, frivillige, håndværkere, undervisere og unge, der alle arbejder med at gøre den maritime kulturarv relevant i nutiden. I hver havn er der foredrag, rundvisninger og talks, som er offentligt tilgængelige og gratis.

“Selvom Danmark er formet af hav, er den maritime kulturarv ikke særlig udbredt. Med Svendborg Museum projekt, bliver kulturarven ikke reduceret til passiv museumsviden, men formidles som levende kultur i mødet mellem unge, historikere, erfarne søfolk og håndværkere”, siger direktør i Nordjyllandsfonden Bo Uggerhøj.

Kulturarv i brug
På ekspeditionen besøger Svendborg Museum mennesker og miljøer, der omsætter historien til handling. På turen skal museet blandt andet opleve hvordan en smakkejolle bruges som redskab til at styrke udsatte børns tilknytning til skolen, hvordan et FGU-værft, hvor unge bygger både – og samtidig bygger håb og nye muligheder for fremtiden og møde fiskere, der arbejder med bæredygtige fangstmetoder og lokale maritime ressourcer.

”Danmarks kystsamfund deler mange af de samme udfordringer og muligheder. Hver egn har sin egen historie, sine særlige traditioner, fartøjer og maritime steder, som lokale kræfter arbejder for at bevare. Men kulturarv handler ikke kun om at passe på fortiden – den kan også være en aktiv ressource i nutiden”, fortæller ekspeditionsleder og museumsarkitekt Kristian Hansen fra Svendborg Museum.

På dette togt er vi mindre optagede af kulturarven som udstilling og mere interesserede i kulturarven som praksis. Hvordan kan maritime traditioner, færdigheder og fællesskaber bidrage til løsninger på nogle af de udfordringer, vi står overfor i dag?

Podcast, bog og film
I hver havn møder VIKING lokale fartøjer under sejl, og disse samsejladser optages fra både dækket og luften. Målet er, at projektets fortællinger og erfaringer skal række langt ud over de fysiske besøg og inspirere maritime miljøer i hele landet.

Projektets erfaringer og fortællinger formidles gennem tre spor:

  1. En podcastserie om Danmarks forhold til vandet med udgangspunkt i de steder, vi besøger.
  2. Et inspirationskatalog/bog med erfaringer, metoder og eksempler fra de deltagende miljøer.
  3. En portrætfilm om ekspeditionen og de maritime fællesskaber, som VIKING møder undervejs.

Bidragsydere
Projektet er støttet af Nordjyllandsfonden, Orients Fond og Lauritzen Fonden. ”I SAMME BÅD” sejler i kølvandet på det prisvindende museumsprojekt ”Ekspeditionen på jagt efter de største spørgsmål” fra 2025.

For yderligere information

Projektleder Kristian Hansen på mail kh@museumsydfyn.dk eller telefon 51233211