Hold kæft og lyt – ny udstilling åbner 12. oktober
Vandreudstilling starter på Danmarks Forsorgsmuseum
Fra søndag den 12. oktober kan Danmarks Forsorgsmuseums nye udstilling ”Hold kæft og lyt” opleves på museet.
”Hold kæft og lyt” er en vandreudstilling, der handler om anbragte børns ret til indflydelse på deres eget liv. På tværs af tid. De børn, som er anbragt i plejefamilier og på børne- og ungehjem. Nogle som spædbørn. Nogle på tærsklen til voksenlivet. Nogle i årevis. Andre midlertidigt. Nogle der ønskede at blive anbragt og dem, der blev anbragt med tvang.
På tværs af mere end 100 år ytrer børnene sig – nogle gennem breve, med deres stemmer og handlinger. Til deres forældre, pædagoger og plejeforældre. Nogle ved at vende følelserne indad. Andre ved at stikke af. Ved at skælde ud. Ved at græde eller ved at kræve indflydelse.
Med Børneloven i 1905 blev børneforsorgen et offentligt anliggende. Med Barnets Lov fra 2024 fik børnene ret til indflydelse på deres egen sag. Med denne udstilling skal børnene høres.
Om samarbejdet
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum og seks børn og unge, som enten er anbragt eller får ungestøtte efter en nyligt afsluttet anbringelse. Den er designet af No Parking.
Udstillingen er en del af et større samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, SUS – Socialt Udviklingscenter og Svendborg Kommune, som handler om, hvordan vi bedst kan inddrage anbragte børn i deres egen sag og give dem indflydelse på eget liv. De Anbragtes Vilkår har også bidraget til projektet. Projektet er generøst støttet af Lauritzen Fonden.
“Hold kæft og lyt” kan opleves på Danmarks Forsorgsmuseum fra 12. oktober og frem til den 14. december i år. Herefter rejser udstillingen rundt i landet, hvor den kommer til Esbjerg, Århus og København.
Illustration: No Parking