Fotooptagelser i Hammerichs Hus
Museet er lukket 16.-17. juni 2025
Hen over sommeren vil lokale og turister opleve, at flere bygninger og lokationer på Ærø er omdrejningspunkt for filmoptagelser. Der filmes til den nye fiktionsserie “Mindernes Ø”, som vises på DR Ultra i 2026. Bag serien står produktionsselskabet Made by Us, og serien er støttet af DR, FilmFyn og DFI.
Et af de steder, hvor der optages, er i Hammerichs Hus. Her er der filmoptagelser mandag og tirsdag den 16.-17. juni. Museet er derfor lukket for besøgende netop de to dage. Vi beklager og håber, at I har mulighed for at besøge Hammerichs Hus en af de øvrige åbningsdage.
“Mindernes Ø” handler om vigtigheden af de minder, vi har med hinanden. I seriens seks afsnit følger vi 13-årige Molly, der sammen med familien tager til Ærø for at besøge morfar. Men i år er alt ikke som det plejer. Molly erfarer nemlig, at morfar udviser tydelige tegn på demens. Hun finder også ud af, at han har været smugler i sine unge dage, og at han har gemt en skat på Ærø. Måske kan skatten hjælpe på morfars demens? Molly begynder en intens skattejagt i kamp mod tiden.
Kontakt Sille Radoor Larsen
Telefon 62 52 29 50