Fattiggården er med i ny DR-serie

Ansvar for liv

Historieselskabet ved Liv Thomsen har det seneste år arbejdet på serien “Ansvar for liv”. En serie i 4 afsnit, som netop nu vises på DR2 tirsdag aften.

Serien fortæller historien om omsorgsfagene og om alle de mennesker, der tager imod os, leger med os, støtter os, uddanner os, behandler og trøster os – fra fødsel til død – og som er langt mere end varme hænder. Serien tager os 300 år tilbage for at vi kan blive klogere på nutidens vigtige debatter om velfærdssamfundet.

I det fjerde afsnit “Sosu-hjælpere og -assistenter” danner Fattiggårdens rammer og rum kulisse for fortællingen om ældreplejens historie. Sarah Smed, leder af Danmarks Forsorgsmuseum, medvirker som en af de eksperter, Liv Thomsen taler med. I afsnittet får vi historien om Petra. Fra 1879 og 10 år frem var hun ansat på Fattiggården i Svendborg til at passe de ældre, der ikke havde familie til at tage sig af dem. I løbet af 1900-tallet blev det statens opgave at sikre borgerne et godt sidste kapitel. Ældreplejen blev gradvist professionaliseret og husmoderafløseren blev afløst af hjemmehjælpen, som blev afløst af de sosu-assistenter, vi kender i dag.

“Ansvar for liv” kan ses tirsdag kl. 21.30 på DR2. Hele serien kan streames døgnet rundt på DRTV.

Foto: Daniel Juhasz